Hvem må få at vide, hvem der har underrettet?

Identiteten forbliver inden for en lille kreds af behandlere

En indgivers identitet kendes i princippet kun af den person, der modtager og behandler anmeldelsen: en udpeget funktionær eller et lille team inden for organisationen. Uden for denne kreds deles identiteten ikke — ikke med en leder, ikke med kolleger, ikke med den person, anmeldelsen handler om — medmindre indigiveren selv udtrykkeligt samtykker hertil, eller der foreligger en juridisk pligt til at dele oplysningerne, for eksempel ved en strafferetlig efterforskning. Denne tavshedspligt gælder for alle, der er involveret i behandlingen, også selv om den pågældende person ikke er den endelige ansvarlige.

Dette udgangspunkt gælder både i Holland og Tyskland, fordi begge lande har gennemført det europæiske direktiv om whistleblower-beskyttelse i national lovgivning. Den vægt, der lægges på denne beskyttelse, varierer dog i praksis: i Tyskland er brud på indgiverens identitets fortrolighed forbundet med en bøde, hvis beløb er angivet i loven selv, som en af de mere alvorlige overtrædelser sideløbende med gengæld og hindring af en anmeldelse. I Holland har Whistleblower-huset i øjeblikket ikke beføjelse til at give bøde herfor, men mangel på beskyttelse af en indivers identitet er en af tre grundlag, hvorunder fremtidigt sanktionsberedskab er forudset.

Artikel 16 i direktivet fastsætter tavshedspligt

Tavshedspligten omkring indgiverens identitet følger af artikel 16 i direktiv (EU) 2019/1937, som i Holland er implementeret i Wet bescherming klokkenluiders og i Tyskland i Hinweisgeberschutzgesetz. Begge love følger dermed det samme europæiske grundlag, med hver sin udformning af tilsynet: i Holland ligger sanktionsberedskabet stadig under lovforberedelse, i Tyskland er bøden for brud på fortrolighed allerede inkluderet i § 40 HinSchG.