Hvornår skal jeg orientere en whistleblower om vurderingen?

Tre måneder efter bekræftelsen på modtagelsen, ikke efter anmeldelsen

Tidsfristen på tre måneder løber fra det tidspunkt, hvor bekræftelsen på modtagelsen er afsendt, ikke fra det tidspunkt, hvor anmeldelsen modtages. Denne skelnen er ikke kosmetisk: bekræftelsen på modtagelsen skal selv være afsendt inden syv dage, og først fra denne afsendelsesdato tæller tidsfristen på tre måneder for tilbagemelding. Hvis du modtager anmeldelsen på mandag og afsender bekræftelsen først på sidste dag i ugen, udskydes slutningen af tidsfristen på tre måneder tilsvarende.

Hvad der skal stå i tilbemeldingen, er oplysninger om vurderingen af anmeldelsen og om eventuelle opfølgingstrin — ikke nødvendigvis en endelig afgørelse om, hvad der præcist skete, eller hvem der har ret. En anmelder skal inden tidsfristen vide, hvor sagen står: er der påbegyndt en undersøgelse, er der planlagt et opfølgingstrin, eller er anmeldelsen ikke blevet håndteret videre af en bestemt grund. Denne inddeling — syv dage for bekræftelsen, tre måneder for tilbemeldingen, regnet fra bekræftelsen — gælder både for arbejdsgivere, der falder ind under den nederlandske Wet bescherming klokkenluiders, og for arbejdsgivere, der falder ind under det tyske Hinweisgeberschutzgesetz. For organisationer, der er aktive i begge lande, er det en praktisk sammenfald: samme beregningsregel i to separate love.

Hvor dette fremgår: artikel 9 i direktivet, artikel 2 i Wbk, § 17 i HinSchG

EU-direktiv 2019/1937 foreskriver i artikel 9, at medlemsstaterne skal fastsætte en tilbemeldingstidsfrist på højst tre måneder i deres nationale lovgivning. Nederland har gennemført dette i artikel 2, stk. 2, litra i i Wet bescherming klokkenluiders, hvor tidsfristen på tre måneder eksplicit er knyttet til afsendelsen af bekræftelsen på modtagelsen i litra h i samme artikelstk. Tyskland har fastsat den samme tilknytning i § 17 stk. 2 i Hinweisgeberschutzgesetz, direkte efter syvdagersfristen for bekræftelsen på modtagelsen i § 17 stk. 1 nr. 2.