skal jeg også åbne indberetningskanalen for kunder og leverandører

At åbne for kunder og leverandører er ikke et juridisk krav

Forpligtelsen til at etablere en intern meddelelseskanal vedrører medarbejdere, ikke kunder eller leverandører. Artikel 2 i loven om beskyttelse af whistleblowere omhandler den interne meddelelsesprocedure for ansatte, og samme afgrænsning findes i artikel 9 i direktiv (EU) 2019/1937. En arbejdsgiver, der kun åbner meddelelseskanalen for eget personale, opfylder dermed kernen af det juridiske krav.

Det betyder ikke, at det at åbne for eksterne er usædvanligt eller uønsket. Nogle organisationer vælger også at give freelancere, praktikanter, vikararbejdere eller endda leverandører adgang til kanalen, for eksempel fordi de faktisk står over for de samme risici for misbrug inden for organisationen. Det er et eget skøn, ikke et juridisk krav. Hvis du tilføjer disse grupper, er det hensigtsmæssigt at præcisere det klart i meddelelsesproceduren, så det er klart for alle, hvem der kan kontakte kanalen, og hvad der sker med en meddelelse. Hvad der i hvert fald skal stå i denne procedure, uanset den valgte målgruppe, er beskrevet på siden om hvad der skal stå i en whistleblower-ordning.

Hvorfor loven sigter mod medarbejdere

Både loven om beskyttelse af whistleblowere og det underliggende EU-direktiv er udformet ud fra ansættelsesforholdet: det handler om personer, der gennem deres arbejde får kendskab til misbrug, og som skal kunne anmelde det inden for organisationen uden negative konsekvenser. Artikel 2 i loven og artikel 9 i direktivet retter den interne procedure mod denne gruppe. For spørgsmålet om, hvem der efterfølgende må behandle meddelelserne, og hvilken rolle der passer dertil, er vejledningen til hvem inden for en virksomhed der må behandle whistleblower-meddelelser relevant, også når kredsen af indgivere udvides bredere end loven strengt taget kræver.