Skal jeg muliggøre anonym underretning?

Anonym rapportering er ikke et lovkrav

Nej, en arbejdsgiver er ikke forpligtet til at gøre anonym rapportering mulig. Både den nederlandske lov om beskyttelse af whistleblowere og den tyske Hinweisgeberschutzgesetz forpligter til en intern rapporteringskanal, en procedure og de tilhørende frister, men ingen af lovene foreskriver, at en medarbejder skal kunne rapportere uden navn. En rapporteringskanal, der kun accepterer rapporter med navn, opfylder således det lovgivningsmæssige minimumskrav.

Forskellen ligger i, hvad der sker, hvis en anonym rapport alligevel modtages, og den forskel er ikke kosmetisk. I Holland behøver en anonym rapport ikke at blive behandlet; arbejdsgiveren må lægge den til side. I Tyskland er det anderledes: hvis en anonym rapport modtages, skal den behandles, selvom der ikke var pligt til at etablere en kanal til det. For en organisation, der er aktiv i begge lande, betyder det, at den samme rapporteringsside i Holland kan ignorere en anonym rapport, men ikke i Tyskland. Desuden gælder det i begge lande, at arbejdsrådet (Holland) eller Betriebsrat (Tyskland) har tilslutningsret til udformningen af rapporteringsordningen — selv hvis anonym rapportering ikke er en del af det, er denne godkendelsesfase ikke frivillig.

Hvad Wbk og HinSchG siger herom

Rummene til at træffe denne beslutning selv stammer fra selve det europæiske direktiv: artikel 6 i direktiv (EU) 2019/1937 overlader valget omkring anonym rapportering udtrykkeligt til medlemsstaterne. Holland har fyldt dette valg ud i Wet bescherming klokkenluiders, som ikke indeholder et krav om en anonym kanal, og en anonym rapport, der modtages, behøver ikke at blive behandlet. Tyskland har i § 16 Abs. 1 Satz 4 HinSchG samme frihed til ikke at etablere en anonym kanal, men har knyttet en behandlingspligt til en anonym rapport, der først er modtaget.